Montmartre i København er med støtte fra flere fonde økonomisk sikret de næste tre år. Direktør og iværksætter Rune Bech kalder foretagendet en hobby. Det er lidt for beskedent. Ambitionerne for fremtiden er store.
Af Birger Thøgersen, JazzSpecial
Vennerne mente, at han var bindegal og burde mentalundersøges. Og folk med forstand på, hvordan musikken spiller, var tilbøjelige til at give dem ret. Selv kunne Rune Bech godt se, at de skeptiske havde en pointe, og alligevel har han i dag svært ved at være i dårligt humør.
Han har af egen lomme postet et millionbeløb i et projekt, der umiddelbart forekom håbløst. Nu kan han fornøjet konstatere, at fondsdonationer og tilskud på i alt 7,5 millioner kroner har sikret de næste tre års drift af det genåbnede Jazzhus Montmartre i de oprindelige lokaler i Store Regnegade i København. Og der er ikke blot skabt økonomisk ro og basis for ambitioner af internationalt format. Der er også sat skub i en udviklingsplan, der med bl.a. nye samarbejdspartnere vil åbenbare musikken for et større publikum. Montmartre har indgået aftaler om koncerttransmissioner med DRs kommende jazzkanal P8 og med Artist Share i New York, der vil få koncertoptagelser over fiberbredbånd i top-tv-kvalitet
- ’Vi kan trække musikken ud fra stedet og gøre Montmartre til et internationalt brand. Og vi kan være med til at placere København på landkortet som jazzby. Og jeg er glad for, at den støtte, vi får, betyder nye penge til jazzen. Vi tager dem ikke fra andre’, siger direktøren for næsten det hele.
Rune Bech var en flittig, men stort set anonym gæst i det danske jazzmiljø, indtil han i begyndelsen af 2010 sammen med pianisten m.m. Niels Lan Doky meldte sig på banen og annoncerede, at de ville genåbne det legendariske spillested. Eller måske mere præcist skabe et nyt på den samme gamle adresse, hvor Montmartre lå fra 1959 til 1976 inden Montmartre flyttede til Nørregade.
Han har som uddannet journalist arbejdet som bl.a. udenrigskorrespondent for Politiken og TV 2 med base i Østeuropa og London, og det var i sidstnævnte by, han om ikke så lyset, så tabte underkæben, da The Times som en af de første aviser gik på nettet og på et pressemøde præsenterede deres webside.
-’Jeg blev dybt fascineret og begyndte at overveje og få ideer til, hvad teknologien kunne bruges til. Hvordan man kunne kommunikere på nye platforme. Dengang var brugen af nettet herhjemme i sin spæde vorden’.
Rune Bech lærte sig selv at programmere simpel HTML, og sammen med en gammel gymnasieven og nu læge skabte han portalen Netdoktor, hvis succes voksede og bredte sig ud over Europa. De solgte efter tre år, og selvom det ikke gjorde dem til milliardærer, fordi it-boblen nåede at briste, kom der dog en pæn sum ind på bankkontoen.
I seks år var han direktør for TV 2’s internetdivision, før han i 2007 blev selvstændig som det, han måske især er, nemlig iværksætter.
Det er han i sit eget rådgivningsfirma Bechmedia, som investor og ledelsesmedlem i flere mindre selskaber, bl.a. med Chris MacDonald i Sundhedsdoktor Aps, som bestyrelsesformand i de største danske elselskabers fælles telecomvirksomhed Nianet …
Han bevæger sig ubesværet i et krydsfelt mellem kommunikation og it. Det synes ikke umiddelbart at have meget med jazz at gøre, så lad os gå tilbage i tiden til Fyn og landsbyen Køng, hvor den unge Rune voksede op på en fynsk bondegård med et par forældre, der var skolelærere.
Nærmeste storby var Glamsbjerg, og på bl.a. det lokale gymnasium fandt han musikalske fæller og medlemmer af bands, der spillede både rock, punk og jazz. Hans eget instrument var saxofonen. Den har han for længst sluppet igen.
Med rutebil til jazz
-’Min brors pladesamling som jeg lånte flittigt fra introducerede mig i slutningen af 1970’erne til jazzen, og jeg blev dybt betaget. Det var alt fra Secret Oyster, NHØP, Kenny Drew til Entrance og Palle Mikkelborg. Alt, hvad han har rørt ved, har siden fascineret mig ud over alle grænser. Han er en genial musiker, han er åben og modig. Han er ikke groet fast i en kliche, men har taget sin musik med sig gennem årene’.
-’Jeg var nødt til at rejse efter musikken, og ofte om fredagen efter skoletid tog jeg rutebil og tog til Nyborg og videre med færge og tog til København og Montmartre i Nørregade. Her tilbragte jeg mange weekender med at lytte til jazz’.
-’Som journalist kom jeg siden i kraft af mit job rundt i verden, og jeg kom ikke til en by uden at opsøge dens jazzklubber. Jeg kender spillestederne i Østeuropa som min egen bukselomme. I fire år overværede jeg mindst tre-fire koncerter om ugen, og jeg siger dig, regionen var en guldgrube af jazz. Kvaliteten af musikken var fantastisk’.
-’Og selv om jeg har overværet mere end 200 koncerter her i Montmartre, kan jeg stadig få tårer i øjnene i begejstring over, at der bliver skabt levende kunst lige foran én’.
-’Jeg kan lide at svælge i melankolsk jazz. Jeg opfatter mig selv som et positivt og udadvendt menneske, men den nordiske tone rammer en klangbund og nogle nervetråde i mig’.
-’Den amerikanske tradition er som bekendt en anden, men i det hele taget bliver jeg indfanget af den ånd og stemning, af de mennesker og den kultur, der er jazzens. Det er en eller anden herlig modpol til et samfund, hvor alt helst skal planlægges, gå efter rette linjer og være kendt på forhånd. Og en livgivende kontrast til meget af alt det andet, jeg beskæftiger mig med i mit liv’.
Rune Bech gik ikke rundt og drømte om, at han, om man så må sige, skulle have sin egen jazzklub. Endsige at den skulle ligge i Store Regnegade. At det blev sådan, skyldes bassisten Mads Vinding. Samt en masse andre gode mennesker og en del tilfældigheder. Sådan som Rune Bech fortæller historien.
Mads Vinding havde det på sine ture gennem byen med at kaste lange blikke ind i de lokaler i Store Regnegade, hvor han som ung musiker trådte sine barnesko. Her så han en frisørsalon indtil en dag i efteråret 2009, da hårtørrerne var væk og flyttekasser ved at indtage rummet. Og husets ejer bekræftede, at en ny lejer var på vej. Han var ved at skrive kontrakt med folk, der ville lave natklub.
Nu var chancen der, hvis der blev handlet hurtigt. Nu skulle der igen spilles jazz, mente Mads Vinding. Telefonfanden tog ved ham, han kimede jazzmiljøet ned og kom på sin rundringning også forbi Paris og Niels Lan Doky, der kontaktede Rune Bech. De to var blevet introduceret til hinanden af en fælles bekendt, NHØP’s amerikanske sangskriver Lisa Freeman og blev enige om at give ideen et tjek. .
-’Natklub-projektet var blevet opgivet, det var for luftigt, og jeg fik et møde med ejendommens ejer Søren Pjedsted, der har lidt på bankkontoen fra sin kæde af frisørsaloner. Han præsenterede mig for en lejekontrakt, der var baseret på prisniveauet i kvarteret, og det lå langt over, hvad vi kunne arbejde med. Lykkeligvis er Søren Pjedsted også glad for jazz, han tændte på planen og endte med et: Hvorfor ikke, lad os prøve. Og vi fik en kontrakt, der lød på omkring det halve af det oprindelige beløb. Uden hans velvilje var vi aldrig gået i gang’, siger Rune Bech.
Ikke noget fedteri
Han og Doky blev hurtigt enige om konceptet. Der skulle ikke fedtes med noget. Niveauet skulle være højt. Musikken have international klasse, maden og vinen være i top.
-’Vi sagde til hinanden, at vi ville helt op at ringe. Ikke blot kunstnerisk, men også hvad angår interiør og design. Vi ville skabe en helstøbt oplevelse. Det hele skal emme af kvalitet’.
Og så hjælper det eksempelvis, at et træfirma kvit og frit leverede og lagde et massivt ege-gulv, der ellers ville koste 3.500 kroner kvadratmeteren. Andre donerede inventar. Med meget mere.
Billedkunstneren Mogens Gylling indvilligede i at forme nye, lettere tvistede versioner af de masker, der prydede en væg i det gamle Montmartre. De ligner de oprindelige, men ellers er det eneste overlevende og originale fra dengang Jens Nordsøs store relief bag baren. Bortset fra selvfølgelig navnet og adressen. Og, som Rune Bech siger, stedets ånd.
-’ Jazzhus Montmartre skal ikke kun være et spillested, hvor man kan høre den ene sammentømrede gruppe efter den anden med eget fast koncept. Vi vil gerne trække musikerne ud af deres vante sammenhænge og se, hvad der sker, hvis de sendes ud på lidt tynd is. Montmartre var kendt som en fantastisk smeltedigel, hvor store udenlandske navne blev sat sammen med lokale talenter’.
-’Den linje vil vi gerne videreføre, og så hjælper det selvfølgelig, at folk som f.eks. saxofonisten Bill Evans, der sjældent stiller op for mindre end et par tusinde mennesker og rask væk tager 20.000 dollars for en aften, er villig til at spille hos os for et relativt beskedent honorar. Den velvilje er vi afhængig af, hvis vi skal holde budgetterne, men det ser ikke ud til at blive et problem. Musikerne står i kø for at kommer hertil’.
-’Jeg tror, det hænger sammen med stedets intime atmosfære. I en verden, der er præget af storskærme og stadionkoncerter, er det attraktivt at komme tæt på publikum. Der ligger en drivkraft og energi i, at man kan se og føle hinanden. Og jeg tror, at nogle musikere tænder på at spille med lokale folk, de ikke har mødt før, og hvis kvalitet, vi står inde for. Det kan give nye impulser. Samtidig har stedet her en historik og et brand’.
Niels Lan Doky fik titel af musikchef. Det holdt til januar i år, og han var ude af foretagendet, da det første maj fyldte et år og i øvrigt kunne glæde sig over at være blevet kåret som årets spillested af danske jazzmusikere og Jazz Danmark.
Niels Lan Dokys exit, hed det, skyldtes, at hans arbejde for Montmartre tog for meget tid fra hans karriere og virke som musiker. I hans sted trådte et seks mand stort råd, der dels består af det, Rune Bech kalder legender, tre musikere, der indåndede atmosfæren og bidrog til løjerne i forne tider. Dels tre repræsentanter for en yngre generation. De første er bassisterne Mads Vinding og Bo Stief samt trommeslageren Alex Riel. De sidste trompetisten Gerard Presencer, Christian Brorsen, der driver et pladeselskab og sidder i Ben Webster Fondens bestyrelse, samt saxofonisten med meget mere Benjamin Koppel.
De to sidste har netop byttet kasketter, så Christian Brorsen i dag er musikchef, mens Benjamin Koppel har funktion af Senior Artistic Advisor.
-’Vi valgte de seks, fordi vi gerne ville involvere folk med et stort netværk og forskellig smag. Når vi lægger det hele sammen, får vi noget, der er meget potent. Det gør f.eks. indtryk, når det er Alex, der ringer. Så bliver det nemmere at hente de store navne hertil for beskedne honorarer’.
-’Som den, der i sidste ende har ansvaret for budget og program, lytter jeg med ved møderne. Selvfølgelig opstår der uenighed, og bølgerne kan gå højt, men spillereglerne er klare: Det er forbudt at nedlægge veto, der må ikke stemmes, der skal opnås enighed’.
Det er der så blevet. Bl.a. om at invitere musikere til at optræde som dj’s, afholde flere såkaldte tribute-koncerter og i øvrigt tildele folk fra egne rækker, Benjamin Koppel f.eks., et pænt stort spillerum.
-’ Vi har naturligt nok konstateret, at de store aftener er torsdag, fredag, lørdag. Spørgsmålet var, hvordan vi kunne skabe liv de øvrige dage og også tiltrække mennesker, der ikke vil eller kan betale vores normale billetpris på mellem 300 og 400 kroner. Og hvorfor ikke lade musikere præsentere deres yndlingsplader.
-’Fremover ændrer vi prispolitik, så nogle aftener bliver væsentligt billigere, nogle væsentligt dyrere til små fortættede intimkoncerter med absolutte giganter, første gang i oktober med John Scofield. Men vi vil også gerne have fat i et publikum, der ikke har råd til at betale det store. Til gengæld skruer vi op for koncerterne med de bedste udenlandske navne’.
-’Programlægningen er altid genstand for diskussioner og konspirationsteorier. Mikset mellem noget, der er unikt i sin egen ret, og en hyldest til noget, der var engang, kammede måske over. Vi har nok haft for mange tribute-koncerter, og medlemmer af seks-mands-rådet har i det hele taget været for meget på. Det slutter nu. I vores efterårsprogram vil de være mindre på scenen’.
-’Sagen var, at vi, efter at Niels Lan Doky tjekkede ud, kom lidt i tidnød. Vi skulle lægge et program for foråret i en forfærdelig fart, og i den forbindelse blev der trukket på de seks. Jeg lytter som sagt med ved møderne og kan forsikre, at de ikke fik tid på scenen for at promovere sig selv. De er ikke udpeget til rådet for at hyppe deres egne kartofler. Kunsten er det vigtigste. Vi skal huske, at den er større end alle os’.
Og så skal der, selv om Montmartre ændrer prispolitik, betales for den. Musikerne kan gå hjem med mere end tariffen, og er der overskud på en aften, får de også en andel af profitten. Til gengæld afstår de kontraktmæssigt fra at spille i København en måned på hver side af deres optræden i Montmartre, med mindre det sker i en speciel sammenhæng.
-’Jeg har altid været forarget over, at jazzmusikere ofte spises af med småbeløb. Det skal koste at opleve kunstnere give deres hjerteblod på scenen, uanset om det er klassisk eller jazz. Det skal da belønnes. Og man må hos os betale for at høre danske musikere i særlige konstellationer med internationale navne’.
- For mig at se er der en tendens blandt musikere til at overeksponere sig selv. Til at faldbyde sig for en ringe betaling. Det kan skyldes nød, men spiller de mere eller mindre gratis henne om hjørnet, er de ikke interessante for os’.
Det er ikke blevet tinglyst, men genremæssigt bevæger jazzhuset sig helst fra sådan cirka år 1959 og frem. Det var året, da stedet blev etableret, og det var året, der oplevede en perlerække af skelsættende udgivelser. Her skal blot nævnes Miles Davis og Kind of Blue.
-’Da vi åbnede, var vi ikke sikre på, om vi ville være her efter tre måneder. Projektet kunne blive en vældig maveplasker. Vi kæmpede fra den ene sæson til den næste, men har nu fået dejlig ro omkring os’.
Og tid til at sammensætte et efterårsprogram, der udefra henter blandt andre Herb Geller, Kenny Garrett, Enrico Rava, Bob Gulotti, Miquel Zenon, Terri Lyne Carrington, Kenny Barron og John Scofield.
Optimismen holder
Det bringer os tilbage til et budget og en økonomi, der stikker dybt i støtte udefra og velvilje fra en store gruppe mennesker. I hvert fald de næste par år.
Jazzhus Montmartre har gjort omkostningerne ved den årlige drift op til syv millioner kroner. De fem kan man i følge Rune Bech få ind på billetsalget. De sidste to skal skaffes andetsteds.
Københavns Kommune har skruet sit årlige tilskud op fra 124.000 til 300.000 kroner. Og med donationer fra så store fonde som Oticon, Nordea, Beckett, Obel, A.P. Møller og Bikuben når den samlede sum op på de 7.5 millioner.
De to af dem kommer fra Realdania og er øremærkede til en renovation af facaden på det fredede hus. Det sker i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen. Inden døre skal der ’etableres et kunstværk i koncertsalens loft, som før havde en markant, tredimensionel installation af træ. Den ønsker man at trække en linje tilbage til ved at lade en kunstner udforme en ny, bygningsintegreret kunstinstallation’, som det hedder i en pressemeddelelse fra Realdania.
Da vi nu er ved at trække tråde tilbage til fortiden, må det i en sidebemærkning med, at man stadig kan bestille klassikere fra de snart gamle dages menukort. Fiskefilet og muslinger. Retter, der dog i den nye version, er gjort en kende mere nutidige. Ligesom bestikket tages fra gæsterne fem minutter før koncertstart.
-’Der kan ikke som på amerikanske jazzklubber spises, mens der spilles. Er du vanvittig. Man kan tage sig til hovedet over, at de tillader, at der skramles med tallerkener under de mest følsomme soloer’.
Det var pengene vi kom fra, og i følge Jazz Specials lommeregner mangler der omkring en halv million, hvis regnskabet for de næste tre år skal gå op.
-Vi har kun plads til 85 mennesker. Hvis der kunne være blot 20 mere, ville økonomien se helt anderledes ud, så lidt skal der til, men jeg er ikke bekymret. Vi skal bruge den ro, vi nu har fået, til at lukke hullet, og drømmen er, at vi om tre år kan stå på egne ben. Så bliver det endnu sjovere. Så kan vi hente endnu større navne hertil’.
Jazzhus Montmartres satsning går på bl.a. sponsoraftaler, medlemsklub, salg af merchandise og udviklingen af det, man kunne kalde stedets virtuelle selskab. Den del, der gør det muligt at downloade koncerter og i nær fremtid også streame direkte transmissioner. Tre tv-kameraer bliver installeret i løbet af efteråret. Et mixerrum er ved at blive gjort klar.
Det er der ingen, der bliver rige af. De femten frivillige, der er med til at få stedet til at køre, aflønnes med mad dog drikke,. fribilletter og glæden ved at være aktiv i miljøet. Bortset fra café-folkene er de eneste på den beskedne lønningsliste en daglig leder, musikchefen og en booker-medhjælper. Direktør Bech, der i øvrigt står i døren en gang om ugen, må affinde sig med, at jazzhuset er hans hobby. Om end en hobby, der er mere end tidsfordriv.
-’Det var ikke gået uden den ånd, uden den drivkraft og de ildsjæle, der omgiver huset. Jazzhus Montmartre styres af en erhvervsdrivende fond, der er selvejende. Der kan ikke tages penge ud af den, det er et nonprofit foretagende, fordi det ville være forkert, hvis nogen kom ind fra højre og begyndte at tjene på det ry, den ånd og den plads, stedet har i jazzhistorien’.
Fondsbestyrelsen består foruden Rune Bech af advokat Christian Schwarz-Hansen og forhenværende chef for Det Kgl. Teater og nuværende formand for DRs bestyrelse, Michael Christiansen.
Sidstnævnte var med ved åbningen første maj i fjor og lod her en bemærkning falde om, at hvis der var noget han kunne hjælpe med, så …
-’Det har været hårdt arbejde af skaffe de nødvendige midler. De store fonde skal selvfølgelig kunne forsvare, hvad de bruger deres penge på, det skal have et vist ambitionsniveau, og de har fået en forståelse for, at København efterhånden fylder på jazzens verdenskort’, siger Rune Bech.
Abonnér på Jazz Special her >